Copenhell 2018 er slut, battlevesten er hængt tilbage i skabet og tinnitussen er så småt ved at aftage. I modsætning til de seneste par år var vejret endelig med de mange glade metalhoveder på Refshaleøen, men var det nok til at gøre festivalen til en succes?
Før Copenhell gav jeg og 4 af mine kollegaer et par bud på hvad der ville blive godt og skidt, så jeg hev fat i alle igen for at høre hvordan det så rent faktisk blev.
Daniel:
Hverken Mustasch, som for mig var det eneste musikalsk interessante om onsdagen, eller Bersærk, skuffede. Begge koncerter, som jeg havde set frem til, var helt som håbet og muligvis lidt til.
Bersærk spillede på Pandæmonium, samtidigt med Kreator på Hades, men Pandæmonium området var simpelthen proppet! Sikken en energi!
Festivalen var, for mit vedkommende, lidt for travl, til at jeg fik flere hele koncerter med. Til gengæld var sammenholdet i og omkring presserummet helt fantastisk. Min kollega formulerede det som Metalfotografernes sommerfest.
En hård men, som altid, god festival, hvor man kun kan blive smittet af det gode humør. Min mors kommentar til vores billedgalleri fra festivalen, var at alle så glade ud. Jeg kunne kun svare, at alle ER glade på Copenhell.
Robert:
Helloween:
For mig var den største oplevelse utvivlsomt Helloween, der klart levede op til mine forventinger med eminent fællessangs powermetal, stramt spil og god lyd. De viste at de stadig har den der berømte x-Factor.
Igorrr:
Det blev præcis lige så bizart, avantgarde og grundvoldsrystende som man kunne håbe på, og lidt til! Genialt skærsildscabaret på – eller skal man sige – Into – Pandæmonium, så Tom G. Warrior ville have knebet en tåre.
Suffocation:
Der er ikke så meget at sige; som en 40 tons rusten blokvogn kørte de os publikummer over, bakkede tilbage hen over os, for at køre os over igen, og så fremdeles, og det varede en times tid – og vi sagde pænt tak.
Ozzy Osbourne:
Ok så; Min største skuffelse må være den forkalkede blodfattige sortsmølf, som helt tydeligt allerede er ramt af rigor mortis, og har mistet sin blodtørst, men i sin dybt unødvendige lit de parade-turne, stadig udviser ucharmerende pengetørst. Trist når hans tidligere præstationer er indiskutable og taler for sig selv. Han burde som den pensionerede Dracula fra Dennis Jürgensens Freddy serie, trække sig tilbage på sin borg og slukke tørsten med hindbærbrus.
Mette:
Kreator
Det var ingen overraskelse at Kreator for mig blev en af årets største musikoplevelser! De tyskere kan fandeme levere en fest! Min energi var på sit højeste da jeg stod og hoppede i en vandpyt og skrålede “Satan is real” mod nattehimlen!
Crossfaith
På overraskelsessiden var det Japanske Crossfaith der brillerede med deres Ninja-metal / Nintendo-core som jeg ikke kendte noget til på forhånd! Hold kæft en energi og fest foran Pandæmonium – de leverede! Til overmål! Og med sig havde de nok den bedste lyd jeg nogensinde har hørt på Copenhell. Det er for mig den største musikoplevelse længe.
W.A.S.P
På skuffelserens holdeplads ligger en halvsløj hveps! W.A.S.P – mit galoperende teenagehjerte kom til kort! Øv øv øv! Det blev bare for sikkert, tamt og ligegyldigt … jeg kedede mig.
Men alt i alt nok den bedste Copenhell jeg har haft – musikalsk, energimæssigt og socialt – tæller allerede ned til næste år! Jubilæum yaaayy!!
Martin:
Igorrr
Det jeg så mest frem til var helt klart Igorrr, og jeg gik heldigvis også fra festivalen med erindringen om, at dette var sgu det bedste og mest ekstreme. Der var fed lyd, og de var i topform både musikalsk og i performance, og Pandæmonium-scenen var perfekt til denne gig. Både musikken og spillestilen var unik, og vi fik blæst hjernen ud på den helt rigtige måde.
Graveyard
Graveyard var ét af de bands der havde deres egen sound, og svingede på helt deres egen måde. Hver musiker havde ét eller andet specielt at byde ind med, og bandet i helhed havde også noget specielt, da de gik lidt op og ned i tempo, nok bevidst, og dette var virkningsfuldt som bare fanden.
Sodom
Sodom var et band der overraskede, for det var rent faktisk bedre end jeg havde forventet. Jeg kunne godt have ønsket mig en lidt bedre afslutning, men sådan er det jo en gang i mellem. Men mørkt og ondt var det, og det skal det være når det er nat, og Sodom står på Hades-scenen og afslutter Copenhell.
W.A.S.P
En skuffelse var W.A.S.P. Et band som burde være professionelt nok til, bare at stikke lidt til folk. Jeg hørte 3 numre (mens jeg skrev beskeder på min mobil), og gik igen, for der var ikke rigtigt noget at hente. Der var ikke det punch i musikken, og det SKAL der være når vi har at gøre med banal heavy rock.
Morten:
Flere af mine planer for hvad jeg skulle se på årets festival blev spoleret. Heldigvis skyldtes det flere gange, at jeg simpelthen blev fanget af en uventet god koncert. Den lille Pandæmonium scene var der hvor jeg havde de fleste og bedste koncertopleveler i år, og især lørdagen var helt fantastisk.
Suffocation
Hold da op en overlegen demonstration af brutal og teknisk dødsmetal. Det var, som at blive ramt af et godstog. Og det amerikanske dødsmetalband holdt fuld damp under kedlerne, indtil koncerten sluttede og de med et selvtilfreds smil fik taget et billede med publikum i baggrunden… alle vidste godt at det havde været en yderst vellykket koncert
Satyricon
Det er svært at sige noget om Satyricon koncerten, som vores anmelder Jens Riis ikke allerede har sagt. Det var ganske enkelt en af de bedste koncerter på årets festival, og den dunkle sommernat var den perfekte ramme til black-metal-kongernes dystre univers.
Igorrr
Jeg havde virkelig set frem til at opleve den franske galning live, men jeg var halvt om halvt overbevist om at han ville skuffe mig, ligesom Zeal & Ardor gjorde det for nogle uger siden på Primavera Sound i Barcelona. Det gjorde han heldigvis ikke. Det var sgu en god oplevelse, omend jeg tror de kunne gøre endnu mere på et dunkelt spillested indendørs.
Helloween
Min kollega på redaktionen har snakket om Helloween længe op til årets Copenhell. Personligt havde jeg ikke store forventninger til de gamle gutter, men hold da op hvor blev min tvivl gjort til skamme. De beviste med al tydelighed at de stadig hører til på de store scener, så herfra skal lyde en uforbeholden undskyldning til Kiske, Kai og Co.
Konklusion
Vejret var godt, musikken var god og øllene var kolde. I det hele taget er der ikke meget at udsætte på årets festival. Som sædvanlig var stemningen i top og metalånden og sammenholdet fulgte trop.
Man kan selvfølgelig altid øffe over, om den ene eller den anden genre har været over- eller underrepræsenteret. Om der er for mange eller for få unge upcoming bands, eller ditto gamle legender, men i det store hele må man sige, at Copenhell bookerne gør det rigtig godt.
Herunder er en masse billeder fra festivalen taget af Daniel Slater:
