Danske Huldre har fældet deres egne træer på den internationale metalscene, og selvom det for mange er en trist nyhed, så må man også sige, at de i dén grad har fuldført deres mission og medvirket til, at folkemetal i dag har sin naturlige plads ved siden af doom, thrash, heavy metal osv. Og der er heldigvis allerede spirer og forgreninger i underskoven, som giver tro på fremtidig middelalderlig og nordisk folkemetal fra nogle af bandets bærende kræfter.
Her på Rockzeit er vi kede af, at Huldre har valgt at takke af og dermed fjernet et stort træ i den danske, nordiske og sågar internationale folkemetalskov. Huldre har i mange år trukket et stort læs i forhold til at plante folkemetal på verdenskortet. Og i begyndelsen så dette verdenskort helt, helt anderledes ud. Jeg kan personligt huske for mange år siden, hvordan altid høflige og imødekommende Lasse Olufson (Guitar) i et venligt lag, stolt, præsenterede undertegnede og andre for bandets debutalbum, “Intet Menneskebarn” og da han fortalte om genren og da jeg så coveret, logoet og ikke mindst bandbilleder af middelalderligt klædte alvorstunge unge musikere, ja, så tænkte jeg omg, og konkluderede, at det nok var bedst at lyde begejstret, selvom Huldre kun ville blive et ultrakort drengedrøms eventyr. Nogle gange er det rart at tage fejl, og Huldre havde set helt rigtigt. Dermed er det fuldt fortjent, at Huldre via gode originale melodier, medrivende sceneoptræden, gimmicks og kærlig og taknemmelig behandling af deres publikum – samt ikke mindst ukueligt og hårdt arbejde – fik bidt sig fast i metalverdenen.
Game of Huldre
Nu er Huldre jo ikke de eneste, som har spillet folkemetal i Danevang, men de har i dén grad taget os med på en forrygende rejse og gennemlevet et helt særligt og inspirerende univers, og sammen med andre folkemetalbands budt os på musik, fest, dans, mjød, svin og grin. Man har ofte følt sig som en del af statisterne til en indspilning af et Game Of Thrones afsnit, når man har stået foran scenen og betragtet kutteklædte musikere på metalguitar, drejelire, violin, bas, trommer og smuk og forførende sirenesang. Vi har flere gange mødt, talt med og anmeldt den talentfulde gruppe, og i interviewet med Lasse Olufson, fik vi et godt billede af den musikalske nysgerrighed og glæde, som driver værket.
Slut, og så videre i teksten
Om bruddet kan man kun gisne; der har måske været interne spændinger og debat om musikalske retning. Det er jo svært at undgå gennem ti år og i virkeligheden ofte en sund drivkraft. Men da der aldrig rigtig har været mange penge i folkemetal på dansk jord og da selv musikere bliver ældre – undtagen Mick Jagger – og derudover ofte bliver ramt af sociale begivenheder såsom børn, ægteskaber og fast arbejde, så kan det jo være svært at få enderne til at mødes, især når den store trofaste fanbase kræver, at man turnerer i ind og udland. Og udgiver materiale. Og dér har Huldre nok ikke forkælet os ret meget, der har været langt mellem mjøden, selvom den har været god, ikke mindst deres sidste album, “Tusmørke“.
Måske har bandet fundet det for opslidende og unødvendigt krævende at koge mere suppe på den musikalske svinekæbe, al den stund, at der er tale om et fantastisk, men dog lidt ensidigt univers. Heldigvis er der ingen grund til at gå rundt og savne den særegne vokal klang, som Nanna Barslev har forkælet os med, samt den bidende metal guitar fra Lasse Olufsons hånd. Duoen er allerede dybt begravet i deres nye projekt, Ættir, der på mange måder slægter Huldre på, men samtidig prøver kræfter med andre genreelementer, godt hjulpet på vej af Ættirs trommeslager, den doom glade Henrik Glass, der som bekendt passer butikken i 25-års-jubilarerne Saturnus.
Der er angiveligt planer om en Ættir udgivelse og den må vi så bare vente på. Og man kan altid håbe på, at Laura Emilie Beck, Bjarne Kristiansen og resten af Huldre fortsat finder musikalske stier at vandre på, så vi stadig får glæde af deres talenter.
Tak for denne gang, Huldre – vi ses jo nok til den efterhånden obligatoriske reunion om en rum tid, og indtil da må vi tage til takke med deres mini farewell tour, hvor de svinger pjalter og særke forbi Wacken Winter Nights (24/2), VoxHall, Århus (16/3) og Pumpehuset, København (29/3). Ifølge bandet selv bliver der tale om “et overflødighedshorn af mjød, dans, fest, kogler og knogler”.
Huldre var:
Nanna Barslev: Vokal
Laura Emilie Beck: Violin
Lasse Olufson: Guitar
Bjarne Kristiansen: Bas
Jacob Lund: trommer
Troels Dueholm Nørgård: Fløjte, skalmeje og drejelire
