So many Bands, and so little time…
Der er flere gode koncerter de kommende dage til dem, som ikke kan undvære horn & hegn eller melodisk hardrock. Herunder er en håndfuld af vores favoritter til inspiration. God \m/eekend!
Fredag 23 oktober
Redwolves og JFK Jr på High Voltage i København.
På trods af scenens interimistiske størrelse, plejer High Voltage altid at være en god kulisse til store musikalske øjeblikke. På fredag er der melodisk tung tråd, når JFK Jr. spiller gedigen riff orienteret rock a la Foo Fighters og QOTSA, og Redwolves står ligeledes for medrivende og melodisk hardrock med masser af attitude. Vi var meget begejstrede for deres single, “Letting You Go”, et nummer der lover godt for deres forhåbentligt snart kommende materiale. Nyd videoen her:
Lørdag 24. oktober
Late Night Venture på Stengade, er noget man med god grund kan have store forventninger til. Udover at det selvfølgelig er et rutineret band, så er deres nyeste udspil “Thychonians” et virkelig stærkt album, som gror ved flere gennemlytninger. Er man til kvasende tunge doom riff, garneret med shoegazer og smukke synth/guitarklange, så bør man klart opsøge Stengade 30.
Mala Costumbre, dansk/spansk rock-tornado som vi tidligere har omtalt, spiller på High Voltage i København på lørdag. Det kan kun blive en fest, når deres karismatiske frontmand Eduardo “Eddie” Tor Del Spar sammen med resten af drengene holder releaseparty på deres “No Loose Ends”. Man kan forvente effektive rå melodier og fremragende liveperformance. Og så er der vist fri bar mellem 22-24!
Mandag 26. oktober
Og mandagens afterparty bør klart foregå på BETA, hvor de tre amerikanske metal-ekvilibrister fra Mutoid Man leverer såvel højtpandet som progressiv metal, rock’n’roll, psykedelisk rock og hvad har du. De kan faktisk det hele på deres helt egen måde, og det bør du selv komme og være vidne til. Inden da vil de få kamp til stregen af danske Piss Vortex som hælder deres skarpslebne agressioner udover publikum, så hvem sagde at mandage behøver at være kedelige?!!
Skriv et svar