PFM: Italiensk for øvede

De italienske progrockere PFM maler på deres nyeste udspil “Emotional Tattoos” med store altruistiske verdensmusik-penselstrøg og får kreeret et musikalsk og sympatisk, men relativt ufarligt skønmaleri, som vi i forskellige afskygninger har hørt siden de langhårede halvfjerdsere. 

De langhårede(s) haydays

PFM, aka Premiata Forneria Marconi (eller på dansk, Prisbelønnet Marconi bageri!), tilhører en svunden tid, hvor  arkeprogressive og avantgarde rockbands som Genesis, Pink Floyd, ELP, Jethro Tull, Yes og King Crimson viste vejen til en musikalsk verden, hvor violiner, fløjter, klassisk musik, jazz og folkemusik og gemene synthesizers lå side om side i lydbilledet med distortionguitar, skrålende macho vokal og buldrende brutale trommer. Numrene varede ofte hundrede år og var bygget op omkring sci-fi/udenjordiske/dystopiske/ overnaturlige/samfundskritiske temaer. Derudover bød numrene tit på instrumentale sektioner der gradbøjede definitionen på musik i en grad, at man skulle være musikeren selv for at kunne relatere til det fuldt ud. Keith Emersons synth-knivstikkerier er et godt eksempel.

Den højpandede progniche kunne således fodre den spirende rock-intelligenzia og levere nørdede alternativer til mainstream rock/pop, hvor det tekstlige ståsted typisk var den unge mands identitetskamp og søgen efter villige kvindfolk og melodierne groft sagt lagde sig op af The Beatles sanglige kernestrukturer – what else do you need?

PFM skylder således en del til nævnte bands i forhold til musikalsk inspiration, men især ELP [Emerson Lake & Parmer], for at opdage dem, tage dem under deres vinger og signe dem på deres eget pladeselskab Manticore Records. Endvidere har PFM fået hjælp til engelske tekster af Peter Sinfield (ELP’s tekstforfatter). Derved blev PFM eksporteret til og eksponeret for et internationalt proghungrende publikum.

PFM var unægteligt italienske bannerførere for indkorporering af ikke-rock relaterede musikstilarter i rockmusikken, og ved ret tidligt at prioritere det engelske sprog ligeligt det italienske, overvinder man også en sproglig barriere. Trommeslager og  sanger Franz de Cioccio har iøvrigt klanglig slægtskab med Steve Hacketts dygtige Phil Collins/Peter Grabriel hybrid, Nad Sylvan, så lydbilledet associerer sig selv med øverste-hylde-progrock.

Højt niveau

Det er en pænt dygtig samling musikere og fra start ved man, at det er et album der ikke falder sammen, der kan ikke være dårlige numre, dertil er de for professionelle og rutinerede. Og de kan skrive gode sange. Veloplagte “Central Distric” har noget irsk/Kansas over sig med violinbaserede folkemusik elementer – tekstligt spørges der til verdens tilstand og den måde vi bruger vores penge på og dem vi overlader vores penge til. Der er ikke sååå meget politisk og kritisk brod i teksten, men PFM får dog understreget, at de fortsat har hjertet på rette sted. De fortsætter i det irske Kansashjørne med “Freedom Square” med et musikalsk flødehorn af lækkerier og et virvar af melodiske opfindsomheder. Et af de stærkeste numre på albummet.

“Im just a sound” er klart et af de bedste numre og et af dem, hvor de har haft bedst held med at bygge bro fra oldingebands som Kansas og Genesis fra 70’erne til Dream Theater, Spock’s Beard… og Genesis fra 80/90’erne. Alle rytmiske variationer og formled føles berettiget, gennemtænkt og ægte. Masser af power på de intense dele og omhyggelig vægt på sjæl i de rolige dele. Det er et helt gennemført nummer og brugen af klaver er eminent i alle faser og man kan godt høre, at det er en pianist og ikke en klaverbokser. Og sikke en abrupt afslutning, bum. De tre nævnte sange står stærkt som originale PFM bedrifter på lige linje med andre store progbands. Ingen niveauforskel her. “It’s My Road” er rosinen i pølseenden og den ekstremt stramme og velsvingende vellyd får heldigvis afslutningsvis en forfriskende kompetent og lettere udsyret jazzklaversolo som følger os godt til dørs. Jeg forstår ikke, at tangent maestro Alessandro Scaglione, som jeg antager, er ansvarlig for klaver bidragene, ikke får mere plads på albummet.

Lidt for meget hygge

På tværs af fem årtier er det fuldt ud tilladt at skifte besætning – det har langt de fleste bands gjort, om ikke andet så fordi, folk har det med at dø med tiden – og PFM er ingen undtagelse. I dag er kun Franz de Cioccio tilbage fra den oprindelige line up, men en glidende udskiftning har sørget for, at der har været tilstrækkeligt med kulturbærere i bandet til at bevare dets sound.

Det har været godt selskab at gennemlytte til, men de kunne godt have været lidt mere selvkritiske – albummet er på en del numre næsten for behageligt og nydeligt, og de mange flot udførte progressive sangstrukturer er trimmet og tilpasset efter den velkendte og gennemtrådte sti, så fordums kant er slebet ret meget ned. Et nummer som “Hannah” er altså for flødepoppet, “There’s A Fire In Me” er for banal og sentimental på trods af et kærkomment snert af noget azurblåt Middelhavsstemning. Ligeledes er “Morning Freedom” lidt for hyggeligt, der sker for lidt efter min smag og jeg synes der er for meget tilbagelænet softrock vokal og for lidt hard rock punch.

PFMs lyd har alle dage mindet om de bands der lige er det større, og som alle har taget lidt større eksperimentelle odysséer end italienerne. Når nålen svinger mest over mod Toto, Chicago og Supertramp, bliver det progressive lidt for meget et postulat, om end nævnte bands kan deres metier.
Überprogressive og ofte ret anstrengende ELP, som har en stor aktiepost i italienerne ville have haft svært ved at spejle sig selv i den nutidige renskurede vellyd og de tilrettede formled. Det er ikke en svag plade, der er mange fine numre, som har spirit, og power, samt en afbalancering takket være numre med afstressende atmosfære og dybde – det er bare ikke så satans progressiv for et progressivt band, i den forstand at progression er fornyelse og stræben efter gå andre veje. Og sådan går det tit, når fordums rebeller bliver institutionaliseret.