Powerplay releaseparty for “All Those Years”, PH Cafeen 4.09.15

Elfenbensrock

To gange.

To gange refererede en veloplagt Erik Thomsen (vokal) mellem numrene til undertegnedes anmeldelse af deres debutudspil ”All Those Years” i hvilken jeg grundet deres netop afsluttede 20års dvale sammenligner Powerplay med optøede mammutter. Blandt andet oplyste han os om at han følte sig lidt som en mammut, da han lige skulle puste ud efter et af de mange højenergiske numre. Den bemærkning fik mange bifald blandt publikum.

Lad mig slå fast med det samme, at Powerplays forsanger bestemt ikke ligner det nævnte afdøde uldhårede pattedyr, det skulle da lige være i forhold til power og udholdenhed.

Men han havde en meget stærk og klar stemme (ingen uld i mund!) og derudover besad han den uforklarlige evne til at skabe en dynamisk forbindelse mellem publikum og bandet uden på nogen måde at tordne rundt på scenen.

Den evne har man eller også har man den ikke. God energi og glad attitude.

Hele aftenen stod i musikken og glædens tegn og selv det sørgmodige nummer ”Going home” blev leveret med afslappet og positiv feeling. Det er et alvorligt emne, tabet af dem man holder af, men man skal jo videre i livet og det fornemmede man, at vi sammen nok skulle finde ud af.

Sikkert sammenspil

Bandet var velspillende, og især var jeg ret vild med bassist Philip Strickers rolige bløde og brede bas lyd og ikke mindst hans velvalgte figurer og tilpas afmålte gennemgangstoner.

Guitaren var klar og med en utrolig sprød lyd, og Kurt Lundgaard har god sans for at fornemme samspillet med de andre musikere. Alle instrumenter fik i det hele taget plads og lyden var derfor som ventet meget lig med pladens bløde men upolerede stemning a la dengang man ikke compressede og autotunede ( ifølge Lydtekniker Ole Mosbæk er vokalen slet ikke autotunet på pladen).

Det gav mening at have to korpiger med for at få hele pladens bredde gengivet live. Man fornemmede af og til at der var lidt usikkerhed i visse passager, men så kompenserer man bare med pæn stemmeklang – og søde smil.

Virkelig god fredagsunderholdning

Powerplays sound er et behageligt og kærkomment ekko fra 80’ernes soundtrack, og for at kunne spille det på rygraden, skal man helst have oplevet Eddie Murphy, Michael J. Fox og Don Johnson back in the day.

Sangene fungerer godt live, det er feel good musik og selvom det føles som en tidslomme, så var det klart, at musikken netop blev spillet med den reel glæde og autenticitet som unge grønskollinger under fyrre år ikke havde kunnet gengive; Powerplays sound er et behageligt og kærkomment ekko fra 80’ernes soundtrack, og for at kunne spille det på rygraden, skal man helst have oplevet Eddie Murphy, Michael J. Fox og Don Johnson back in the day.

Det solide samme spil og de godt skrevne numre bevirkede, at man med det samme overgav sig til firserformatet og satte pris på denne virkelig gode fredagsunderholdning. “City of Love”, “Why are You Running Away” og “All Those Years” er virkelig gode numre, og der var generelt stort bifald efter numrene.

Det er selvfølgelig lidt sært at et band, som startede i (is)tidernes morgen måtte gentage nogle af numrene som ekstranumre, men det skal vi ikke grave i igen.

Det var ren underholdning og det var ren lyd og det var som at få vasket ørerne uden at vide, at man havde trængt til det i lang tid – måske tyve år?