De esoteriske progtyskere fra Subsignal er tilbage med deres femte udspil “La Muerta”. Efter den succesfulde og vanvittigt dystre og intense “The Beacons Of Somewhere Sometime” – og med en ny albumtitel som “La Muerta” – kunne man godt forvente, at bandet ville fortsætte den tungsindige tone. Det kan man dog ikke påstå helt er tilfældet. Men resultatet af medlemmernes fælles kræfter er dog endnu en gang i top om end lidt rutinepræget her og der.
I “gamle dage” kunne man stå i Fona 2000 og trawle metal sektionen for CD-skiver – det var inden butiklen for alvor gik med på vinyl trippet – og her kunne man finde Subsignal, som have en plads for sig selv, dog med den pædagogiske ekstra mærkat a la “med medlemmer fra Sieges Even”. Så var varedeklarationen ligesom på plads.
Non-metal
Det er imidlertid ikke primært metal, man tænker på, når et Subsignal album folder sig ud. Det er for det første altid ekstremt pænt og luftigt produceret og renset for skidt og kanel, og alt i lydbilledet vælter ud mod dig 100 gange skarpere end James Camerons 3D Avatarhelvede nogensinde vil komme til. Dertil kommer, at strygere, synth, blæseinstrumenter, klaver, samt storladent kor og spirituel og holistisk lyrik er en ligeså integreret del af lydbilledet som distortede guitarer og polyrytmisk trommespil og formled. Det hele krydres med et snert af melankoli, som Arno Menses skarpe, lyse og grundlæggende poppede stemme altid tilfører.
Forward in reverse
Progrocken har i 2000’ erne og 10’erne ligesom kommet ud af – og overlevet – metallens favntag og bruger blot metallen som endnu en facet i lydspektret, hvilket kun er en bonus. Bands som Leprous, Haken, Caligulas Horse, Agent Fresco og Subsignal udgør på hver deres måde en musikalsk skubbebillede af pionerer og ikke-metalband som 70’ernes Yes, ELP, Genesis, Queen og King Crimson. Således har vi både fremad- og tilbageskuende variationer af progmetal og progrock, hvilket jo er herligt.
Den gode blanding af blødt og hårdt
Albummet “La Muerta” er en ret god blanding af tidligere albummers diversitet, og der er således både hårdhed og patos fra eksempelvis “Touchstones”(2011), men også de små iørefaldende popmelodier som fra “Paraiso”(20013). Det hele starter dog med diabolsk sydamerikanske messen på “271 Days”, og det virker faktisk ret scarry, som om der var tale om de uhyggeligt uhyggelige thrashere fra Brujeria. Man er overbevist om, at nu vælter smadretrommer og Distortionvægge ned over en… men det gør det overhovedet ikke. I stedet udfolder titelnummeret “La Muerta” en næsten grotesk catchy og topfed poprock, blot krydret med lidt prog krydderi på toppen. Underneden kan man dog ved flere gennemlytninger godt fornemme at prog’en løber i blodet på musikerne og man får mere og mere øje (læs:ører) på detaljer i motiver og harmonik som ikke er mainstream. Det er som om den komplekse prog langsomt smider forklædningen og med tiden overmander nummeret.
I skyggen af Sieges Even
Fans af Sieges Even vil nok altid mene, at den gamle gruppe var bedst og i øvrigt også mere skizofren i sin udvikling. Men da de nåede deres højest mulige evolutionstrin, var medlemmerne slidte og uenighederne stort set uløselige. Sieges Evens revitalisering i 2000’erne var reelt et pre Subsignal monstrum og drevet frem af en ukuelige spradebasse, Arno Subsignal fra Norge som var, måske, deres største fan og som endte med at blive deres sidste sanger og senere Subsignals ditto. Subsignal er på mange måder det tætteste man kommer the real deal, når man sammenligner med eksempelvis brødrene Holzwarzs (bas og trommer) meritter sidenhen, samt det faktum, at alle tidligere sangere er faldet helt ud af rockverdenens kant, hvilket alt efter sanger er alt lige fra befriende og euforisk rart til dybt begrædeligt.
De store numre
Der er imidlertid en del store numre på “La Muerta”, som vækker Sieges Even minder. Eksempelvis har “The Bells Of Lyoness” noget af den episke og storladende power og kraft, man kender fra Sieges Even albummerne, især albummet “Paramount”, og især er jeg vild med “The Passage” – er du gal hvor er det flot, med majestætiske formled og vedvarende intensitet og iderigdom. Det er sådan, et monumentalt progrocknummer skal laves. Alene indledningens bombastiske springende akkordbrug forpligter helt vildt. Det er et langt nummer med plads til alle de prog-ingredienser, i den bløde afdeling, som der bør være. Godt virvar af melodier, kontrasterende motiver, og en flabet Modulation. Det spilller bare.
Man skal altså huske sig selv på, at det er moderne prog og anything goes, og der er mange soft passager, hvor de fleste fans af stereotyp metal står helt af. Således er et nummer som “Even Though The Stars Dont Shine” i begyndelsen en eminent pastiche på lydsiden fra alskens amerikanske 80’er ungdomsfilm, lige indtil det får ret meget amok i sidste halvdel. Så tager metallen over og nummeret er lige pludselig radikalt forandret.
De bløde kameler
Vi får også noget “Paraiso” inderlighed på det sidste nummer, den langsomme og sørgmodige “Some Kind Of Drowning”, hvor Arnos Menses synger duet med Marjana Semkina. Det er også her albummet slutter – det er som at stå på en klippeskrænt og kigge ud mod havet – langt efter håb.
Der er mange kameler, der skal sluges i først hug. Har man først det, bliver livet meget nemmere. Og det at træne sig til at kunne høre pop er for metalhoveder ligeså sundt som den anden vej rundt. Subsignal viser endnu en gang vejen.
Subsignal
Subsignal - La Muerta
Udgives den 25.05.2018 via Gentle Art Of Music /Soulfood og promoveres af Break Out Promotion.
Bandmedlemmer:
Markus Steffen: guitar
Arno Menses: vokal
Ralf Schwager: bas
Markus Maichel: keyboard
Dirk Brand: trommer
Og:
Marjana Semkina, gæstevokal på “Some Kind Of Drowning”
Numre:
1. 271 days
2. La Muerta
3. The Bells Of Lyoness
4. Every Able Hand
5. Teardrops Will Dry Iin source Of Origin
6. The Approaches
7. Even Though The Stars Don’t Shine
8. The Passage
9. When All The Trains Are Sleeping
10. As Birds On Pinion FreeaSa
11. Some Kind Of Drowning