Rapport af de sidste dage på Copenhell 2017

De to sidste dage var mærket af førstedagens natteskylle, og himlen var grå og dyster, men det afholdt ikke folk fra at udvise vikingehjerte og metalglæde. Tværtimod.

Regnen tvang arrangørerne til at gribe til alternative metoder, når folket krævede øl. Således måtte kasseapparaterne og betalingsautomater gemmes bag sorte affaldssække, så pølsefingrene kun med besvær fik tastet de rette koder. Men hvad gør man ikke for at få styr på væskebalancen.

Metal på flere måder

Der er, og har altid været, alsidighed på Copenhell og sådan var det også på andendagen.

Bands som powermetalrockerne Seven Thorns, Industrial-dødsmetallerne The Interbeing og Baroness gjorde på andendagen, på hver deres måde, hvad de kunne for at sætte folk i den rette stemning, og ikke mindst Slægt leverede forrygende eksperimenterende blackmetal. Men mest nysgerrige var vi jo nok i forhold til de bizarre legendariske prog-avantgardister fra Pshychotic Waltz.

Med tværfløjte, kørestol, afslappede bandmedlemmer, bortset fra en urolig og intens forsanger, Devon Graves, manifesterede bandet sig som et utidigt zeitgeist der var kaldt tilbage fra glemslen. De sørgede heldigvis med deres nærmest mytiske nicheklassikere for, at vi ikke vil glemme dem lige med det samme, omend de ikke helt ramte loftet; men det er også svært på Pandæmonium. Alt det Pshychotic Waltz’ avantgarde og obskure univers manglede af lettilgængelighed, fik vi til gengæld fra Airbourne, som med sig fra Warrnambool, Australien, havde medbragt varm luft og dåseølsrock, tyvstjålet fra Angus & Co, men selvfølgelig peppet op til nutidens krav om ekstra hårdhed. Performance og humor følger numrene og trods ligegyldigheden og tomheden i bandets concept, må man erkende, at deres useriøse tilgang sørgede for den afveksling fra de mere lyttekrævende af festivalens genrer, såsom avantgarde og ikke mindst metalcore.

Dillingers dirkefri flugtplan

Som bekendt har metalcore galningene fra The Dillinger Escape Plan for længst lanceret, at de turnerer med sidste album “Dissociation” (2016) og herefter stopper festen. Hvilket er snart.

Nu har festen også varet i 20 år, og når man fester på den måde som de gør, så er det forståeligt, at de selv er ved at være møre. Det der er komplet uforståeligt er, at de har været i stand til at fyre den af stort set på samme vis i så mange år. De er måske ikke helt så balstyriske og kontroversielle som dengang frontmand Greg Puciato til Reading Festival i 2002 smed en pose af sit eget lort ud mod publikum og smurte resten på sig selv. Og kigger man efter, så ser Puciato også ældre ud efterhånden, end han måske er.
Så det gælder om at stoppe på toppen og fredagens koncert var en uforglemmelig oplevelse. RockZeits udsendinge glemte, at de ikke længere er 20 (og 30…) år længere. Man blev simpelthen suget ind i mosh pittens aggression og vildskaber, og midt i dagens forfriskende og trods alt, ganske fredelige raseri, blev man mindet om, hvor godt bandet egentlig er. Man fatter simpelthen ikke, hvordan de er i stand til at spille alle de teknisk vanskelige figurer og melodier i et virvar af breaks, polyrytmik og kontrasterende formled, uden at der opstår nævneværdige anslagsfejl, og så samtidigt springe og tonse rundt, som om der var en tyr løs på scenen. Men deres niveau er bare overlegent. Den fælles forståelse og det fælles drive, skabte en synergieffekt, som smittede af på pøblen. Efter koncerten føltes det som om man havde gennemført en triatlon i skærsilden.

Dem kommer vi til at savne. Derudover fik vi plads til et par anmeldelser af Candlemass og Five Finger Death Punch.

Danske startkabler:

Rising & Hatesphere

Trætte og med hovederne fyldt med anger, selvmedlidenhed og tømmermænd, kom RockZeits udsendte lidt sent ud af starthullerne og ærgerlige over ikke at nå alt det gode musik, satte vi vores lid til, at Rising blev de startkabler, vi havde behov for. Skuffelsen udeblev ikke. De har fået masser af anerkendelse og gode anmeldelser med på vejen, og deres albummer peger på en stigende kvalitet og en voksende succesfuld karriere. Men på tredjedagen virkede de som et lettere nervøst aftenskoleband, der var hevet ud af deres komfortzone, og ikke formåede at fylde Hades-scenen ud. Der er også pludselig langt hen til hinanden, og man kan føle sig meget alene og eksponeret. Morten Grønnegaard så i hvert fald lidt benovet ud, og sikre numre fik ikke den kraft, som de bør.

Anderledes rutinerede er HateSphere. Til trods for Helvíti-scenens størrelse, er der noget uimponeret over Århusianerne. Vi har set dem flere gange, og vi er ikke blevet skuffede endnu. Også selvom, de måske er mere hyggelige efterhånden end uhyggelige. Med Esben ‘Esse’ Hansen i front har Hatesphere sikret sig, at der bliver talt direkte i øjenhøjde til hjemmedrengene og på den måde kan ølkuskene fra Århus sgu køre langt på literen, mange år endnu. Grundet akut behov for at lave tilbundsgående research til afsnittet om Biergarten(!), lod det sig ikke gøre at høre koncerten til ende, men det er kommet os for øre, at Copenhell ikke liiige fik sørget for, at der var lyd på den mikrofon, gæstemusikeren Trevor Strnad fra The Black Dahlia Murder, havde fået tildelt, hvilket må være ét af de få kiks fra Copenhells ellers velsmurte lyd/scenemandskab.

Finsk vildskab og hyggelig horrorrock

Lost Society sørgede for, at metaltrætheden forsvandt fuldstændigt, med deres vanvittige ild-i-røven indtræden på scenen, med en vildskab der kun kunne matches af Dillinger Escape Plan. Ret hurtigt fik finnerne os til at gøre, hvad de ville have, og det er netop det der skal til på tredjedagen; at bandsene rusker lidt i publikum. Et godt øjeblik var, da de bad os sætte os ned hvilket vi naturligvis gjorde – og fløj op igen, da “Rage Me Up” gik i gang. Det må have set imponerende ud fra scenen og publikum følte sig i gode hænder. Samy Elbanna har en vokal som en purung Tom Araya, og “Terror Hungry” og “I Am The Antidote” buldrede derudaf og bandets intense skift mellem virtuos guitarlir, rough energi, og duetguitar soli, blev spillet stramt, men samtidig på en næsten nonchalant facon, hvis det da ellers giver mening. Vi takker for underholdningen.

Fra ærkeamerikansk front fik vi af Rob Zombie dagens største omgang showbusiness, han er sjov, han er grov, han er fræk og han kan ikke blive flov – og de unge piger kunne lide hvad de så, også selvom Zombien er fyldt 52 år. Et nummer som “Living Dead Girl”, fik pigerne på forreste række til at gå amok. Men han er også kult, cool, sjov og faktisk langt dygtigere end brugen af gore og horror indikerer. Ligeså hans medzombier/musikere, som alle var klædt ud som bare fanden. Med en opgraderet og hårdere tilgang end Alice Cooper sidste år, understregede han, at den der underlige hybrid mellem metal og splatter er kommet for at blive. RockZeits udsendte morede sig kongeligt til hans blandede sæt af egne og andres sange. Bedst var hans egen “Living Dead Girl”, Ramones‘ “Blitzkrieg Bop” og Coopers “School’s Out”.

Huldre & Myrkur

Pludselig var der træer på scenen. Igen. Og de havde taget nogle af verdens hårdeste gartnere med på scenen, selveste Huldre. Det er ligesom at komme hjem, når de går i gang, og man får også fornemmelsen af, at Huldre slapper godt af. De er som altid godt forberedt og kender deres roller. Èn til at tage sig af metalhegnet, én til de buldrende trommer, én til drejeliren osv., og Nanna Barslev til at dupere os gang på gang, for hun har en smuk klang – det har vi skrevet før – og hun er bare så god til os publikummer – det har vi også sagt før. Til en Huldre koncert er der ofte middelalder mad/drikke og folk går rundt og ligner nogen fra Game Of Thrones. Derfor er deres koncept mere end musikken. Og derfor trækker de ofte nogen point ekstra på performance-fronten, på dage som i lørdags, hvor lyden drillede lidt, mellemlejet forsvandt ofte, og guitaren var for lav (igen). Huldre fans er dog nogle af de mere trofaste, og i kombination med Huldres professionalisme, sejrede bandet på en lidt rutinepræget dag. Og det er godt at kunne, især når man har international klasse og ikke kun skal levere i Danmark. Måske gør det deres roller lidt for stramme og fastlåste, og derfor også en smule ensformigt i længden, men ok, sådan er det med alle de store bands, der har fundet en skudsikker formel, og så må man selv vurdere, om man står af eller på. To gange Hades må vel udløse Helvíti til næste år?

Med to navne som Huldre og Myrkyr på én dag, må man bare endnu engang konstatere, at den igangværende udvikling af den særlige nordiske metalscene fortsat vokser, og at der er plads i lille Danmark til så stor navne som netop Huldre og Myrkur. Hvor Huldre har et usædvanligt godt greb om den middelalderlige og eventyrlige fortælling sat i en stemningsfuld, behagelig og velafbalanceret æstetisk ramme – både humoristisk og halvdyster, men uden alt for kradse kontraster – ja, så skifter Myrkur mellem afgrundsdybe, mørkesorte solbrud-agtigt vægmalerier til himmelsflygtende engleblå og melankolske fjelddrømmeklange. De to navne er vidt forskellige og det er fedt, at vi kan rumme begge navne, selvom de efterhånden reelt er mere internationale end danske. Synd at Murkur blev flået af scenen af topparate Slayer, da hun var brandvarm – hun måtte gerne have sunget lidt endnu. Hun nåede lige at kvidre “vi bliver smidt af på grund af Slayer, men tak for i aften!”, og så kom stokken ind fra højre.

Klik på navnene, hvis ikke du fik læst vores anmeldelser af Europe, Overkill, Opeth og især mægtige Slayer, som spredte velgørende død og ødelæggelse ud over de trætte, men trofaste fortabte sjæle.

Biergarten

Igen i år var man garanteret en fest hvis man slog et smut forbi Biergarten-teltet. I år var indretningen af teltet dog ændret noget, og det var desværre ikke ubetinget godt. Hvor der de tidligere år har været flere barer langs siderne, havde man i år lavet en central bar i midten af teltet. Resultatet var ekstremt lange køer når der var godt gang i metaldiskoteket, og derudover blokerede baren også fra udsynet til scenen hvis man sad i den forreste halvdel af teltet. Og når nu vi er igang med at brokke os over den nye indretning, skal det også lige nævnes at DJ’en i år stod i toppen af bartårnet, og det fjernede lidt af det nærvær der har været de tidligere år mellem publikum og DJ når hun har stået på scenen.

Mad og drikke

I begyndelsen var Copenhell en ret lille festival, og madudvalget bestod af en bod med pølser og en anden bod lige ved siden af, der solgte en ret sløj burger. Det er der i den grad blevet rettet op på siden da, og i dag er der rigtig meget god mad at finde på festivalpladsen. Det er altså også bare nødvendigt hvis man skal holde til 3 dage i helvede.

Metalturister og mediefolk

Copenhell er med sine 23.000 gæster efterhånden ved at være en rigtig stor festival. Det betyder også at publikums-sammensætningen har ændret sig i retning af flere metalturister og festivalgæster, der ikke just er blandt de klassiske hardcore metalentusiaster. Det er der sådan set ikke noget galt med, og det er også nødvendigt med et solidt publikumsgrundlag, hvis man som festival skal kunne tiltrække de helt store navne. Det hele behøver ikke at være så fandens true, så længe vi kan bevare den unikke stemning og samhørighed samt respekten i moshpittet.

Helhed

Årets Copenhell festival var endnu engang en succes, og programmet var helt fantastisk. Det svingende vejr blev godt ignoreret af de mange gæster, for hvis der var et band man bare ville opleve, betød regnen jo ikke noget.

Da de sidste medlemmer af Rockzeit-redaktionen kastede håndklædet i ringen og luskede ud af Biergarten-teltet klokken 4 lørdag nat, var der stadig tusindevis af feststemte metalhoveder der fyrede den af til tonerne af alle de klassiske hits, mens de dansede på bordene.

Klik, her, hvis du vil læse vores lille rapport fra første dag.

RockZeit-redaktionen  glæder os overordenligt meget til Copenhell 2018.

Tak for denne gang.